Minikaktus og nåle i fingrene

Til tilflyttermøde i Horsens

tilflyttermøde

Morten og jeg pakkede i morges sydfrugterne og tog til Horsens sammen, en sidste gang før vi overtager huset. Jeg skal faktisk også til Horsens i næste weekend, hvor jeg sammen med min veninde Nanna skal være frivillig til Rabbit Hole Festival.

Nå – tilbage på sporet. Morten og jeg tog til Horsens fordi vi var blevet inviteret til at deltage i et tilflyttermøde, som er noget Horsens Kommune holder en 4-5 gange om året for danske og internationale tilflyttere. Vi har aldrig hørt om nogen, som har deltaget i den slags møder, men vi synes det lød som en god måde at komme ordentligt ind i byen på.

Arrangementet var et halvlangt et af slagsen. Fra klokken 9-12. Morgenmad på Fængslet med introduktion af kommunens medarbejdere samt en vaskeægte (hvad føltes som en propaganda) velkomsttale fra Borgmesteren. Morgenmaden var helt fin, og en hyggelig måde at starte arrangementet ud på. Vi kom til at sidde overfor en sød pige, som var flyttet fra København for at bo med sin kæreste i Horsens. Dér kan man tale om at flytte langt for kærligheden – både geografisk, men også af sind.

Udover morgenmaden, omgivelserne i form af Fængslet og den lille Goodiebag, som vi fik foræret – så var der rent ud sagt ikke noget at råbe hurra for ved det arrangement. Jeg følte det slet, slet, slet ikke! Jeg var gået ind til det med høje forventninger og åbne arme, men det gik helt forbi mig. Jeg synes det var uinteressant, uinspirerende og slet ikke inddragende overhovedet. Jeg havde håbet at det var en bid af Horsens i dag, som vi ville få en introduktion til – en nutidig up-to-date “hvad sker der i byen og hvor skal vi hen” slags introduktion. I stedet blev det en navlepillende historie om hvordan man engang var flov over Horsens, og nu var man stolt. Det hele tog generelt udgangspunkt i Fængslet, som også dannede rammerne for arrangementet. Fængslet er uden tvivl Horsens helt store satsning. Bevares, det er også et interessant stykke kulturarv for byen, som iværksættere brugere i dag – men jeg synes godt nok at Horsens har mere at byde på, end en koncertvenue for Rasmus Seebach.

Det endte med at Morten og jeg flygtede fra Fængslet (pun intended) og tog hjem inden bus rundturen gik igang. Jeg må derfor ærgerligt erkende, at et tilflyttermøde ikke var det, som skulle virke inkluderende for os. Det har derimod været de fantastiske frivillige ved Det Gule Pakhus, som har fået os til at føle os velkomne.

Har I nogensinde deltaget i et tilflyttermøde? Hvis ja – hvordan oplevede I det?

   

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Minikaktus og nåle i fingrene