Podcast jeg lytter på

Tanker om at flytte til Horsens

horsens
Da Morten og jeg startede med at kigge efter boliger, skal jeg være ærlig nok til at sige at Horsens ikke var på min ønskeliste over steder at bo. Jeg kender den sødeste dreng, Louis, som er fra Horsens – men derudover synes jeg ikke at de har præsteret noget godt. Jeg har set Sommer i Sunny Beach, og tænker kun Den Glade Viking og ”spaaaaaand”, når mine tanker falder på den jyske by.

Boy was I wrong! Efter at jeg tog mig gevaldigt sammen og smed min arrogance i afløbet sammen med tankerne om at give 6 millioner for en bolig i Aarhus, så åbnede der sig en ny verden.


Jeg kommer unægtelig til at savne Aarhus. Mine venner og veninder er her jo. Mortens familie bor her. Aarhus har også udviklet sig enormt meget i de sidste 5 år. Jeg synes det er vemodigt at jeg ikke får lov til at se havnen udvikle sig i min baghave, eller får lov til at bo tæt på alle de madmarkeder som hopper op rundt omkring. Men åh gud, det tager 28 minutter i tog. Mon ikke jeg får lov til at være en del af det alligevel?

Jeg glæder mig over Horsens. Er også en kende stolt over at tage springet, og flytte til en, for mig, helt ukendt by. Byen er i vækst. Både i befolkningstal, da de i 2015 overgik Aarhus i at være den mest vækstende by i Jylland, men også kulturelt. Michael Kvium er jo født og opvokset i byen. Dét er rock-star! Stine Goya har dedikeret en hel linje til kunst af Erik A. Frandsen som hænger på Horsens Kunstmuseum. Horsens Fængsel er ikke længere et fængsel, men blandt andet et musik venue. For ikke at tale om Melodi Grand Prix! Sådan helt seriøst – jeg vil ikke tale om det. Derudover er Den Glade Viking lukket. Den sidste Bacardi er drukket på det klistrede dansegulv. Ud med den glade viking og ind med den rødhårede viking (det’ så mig).


Hvis man leder, så finder man det altid! Man skal bare lede længe nok. Om det være sig upassende beskeder i kærestens mobil, nullermænd under sengen, kradsbørstig medicin i vennernes toiletskabe eller positive ting ved Horsens. Man finder det! Jeg glæder mig i hvert tilfælde sindssygt meget til at finde glæde ved at bo i en by jeg slet ikke kender.

Hvis I kender til perler i Horsens, som jeg må besøge – så skriv det endeligt i kommentarfeltet. Jeg vil elske at få en masse tips og tricks! Hvor køber man sine tulipaner? Hvor spiser man den bedste burger? Hvilke dagligvareforretninger er gode? Og hvilke er dårlige? Det er nok endnu vigtigere at kende til de dårlige end de gode. ”Vores” Fakta på Trøjborg er det værste omgang uorganiseret mangel på varer. Jeg elsker at hade den butik.

Jeg har også hørt om noget der hedder Rock i Lunden. Hvad er det? Er det Grøn Koncert-agtigt eller Fredagsrock i Tivoli?

   

4 kommentarer

  • Emilie

    Super fin og hyggelig blog!
    Lidt sjovt at læse med nu hvor man selv bor i Horsens, og egentlig altid har kommet her meget (gik på gymnasiet her).
    Jeg vil klart anbefale dig at spise på mackies, og ikke mindst prøve en dele nachos. Nok kender du den i Århus, men den der ligger her slår Århus x 1000! Dollys, der ligger nede ved havnen, i en rigtig fin lille bygning, er klart også at anbefale – især hvis man kan lide god flæsk med persillesovs.
    Til sommer findes der ikke noget hyggeligere end at tage ned på Kystens perle ved bygholm, og få sig en kop kaffe eller smørrebrød og nyde den fine udsigt.
    Og sidst, men bestemt ikke mindst, er der jo også det årlige middelalderfestival på fængslet til efteråret, glæd dig!
    Der er mange (rigtig mange) gode ting ved Horsens. Velkommen til!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Emilie
      Tusinde tak for din dejlige besked! Det lyder som om at Horsens har en helt masse at byde på. Jeg glæder mig sådan til at flytte til byen. Måske ses vi til nogle af tingene 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Den bedste burger får du uden tvivl på Café GRaN. Der er kanon hyggelig stemning altid og maden er fantastisk. Prøv også fætteren til caféen – MØHR. Et nyt steakhouse, der er åbnet lige ved siden af. Priserne er lidt i den høje ende – men du får virkelig kvalitet og hammer lækker mad! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Podcast jeg lytter på