Gode apps til husprojekt

Når man skal i banken og spørge om lov

banken

Banken var det punkt, som jeg klart magtede mindst. Jeg er generelt typen, som let giver op når det kommer til ord som F!, fastforrentet, obligationer og tinglysning. Godnat! Heldigvis er Morten yderst begavet på det område, og kunne derfor forstå det, som jeg hørte som russisk, komme ud af vores ellers søde bankdame. Det viste sig dog, hverken at være farligt eller uforståeligt. Da vi fik et nej fra vores egen bank, var det en kæmpe mavepuster og vi stod begge meget uforstående tilbage. Heldigvis hankede vi op i os selv, og undersøgte markedet. Det endte jo meget godt, kan man sige.

Banken skal selvfølgeligt godkende et huskøb inden man hiver det slidte og misbrugte dankort frem. Man kan vælge at gøre det på to måder:

1. Banken kontaktes inden boligjagten går ind. Da får man et købsbevis på et beløb, som er fastsat af banken. Fordelen ved dette, er at din boligjagt er realistisk og målrettet fra start. Din bank giver dig et ”gavekort” på hvad du må shoppe hus for. Man kan slå hurtigere til, hvis man falder over den perfekte bolig, og skal ikke vente på at banken først skal godkende boligkøbet, hvis den rammer indenfor det tilladte beløb.

2. Man kan også, ligesom vi gjorde, kontakte banken når man har en konkret bolig, som man er interesseret i. Skal jeg gøre noget om, vil jeg klart gøre det i den førnævnte rækkefølge. Det er sgu nederen at forelske sig i et hus, som man kun måske/måske ikke har råd til. Vi havde heldigvis, men vores egen bank sagde nej. Vi gik til en anden bank, som sagde ja.

Uanset hvilken rækkefølge man vælger, så er det som altid, en god ide at undersøge muligheder forskellige steder. Det er altså ikke unormalt at der er mellem 400.000 kr og helt op til næsten 1 million kroner til forskel i hvad bankerne vil låne en. Derudover er der også penge at spare, hvis man går efter banker med en lav rente på banklånet. Banklånet er det dyreste af de to lån, som man optager – og der er derfor mange penge at hente, hvis man kan få lånet til en lav rente.

Derudover er der forskel på hvordan banker indregner de forskellige udgifter til huskøbet. Nogle banker vælger at ligge udgifter til tinglysning og advokat ind i real kredit lånet, hvor andre banker vil have udgifterne ”up front” sammen med de 5% af boligens værdi.


Inden man besøger banken, er det også en god idé at have styr på de papirer, som banken skal bruge. Det er ofte de seneste 3 lønsedler, diverse papirer fra Skat, samt et detaljeret budget over forbrug. De fleste netbanker giver i dag muligheden for nemt at ligge et budget. Det er meget tidsbesparende, hvis man har gjort det på forhånd. Budgetlægning er generelt en gave man bør give til sig selv – jeg er tæt på at sige, at det er balsam for sjælen (sådan; revisor-grå-mus-men-meget-rart-og-voksent-balsam)

Afslutningsvis er det vigtigst at vide hvor meget man kan ligge i huset selv. Beløbet svarer til 5% af boligens værdi. De penge kan man ikke længere låne sig til. Der er nogle særregler for førstegangskøbere, hvis ens indtægt er meget højere end ens låneudgifter, men det er sjældent at disse kommer i brug. Man må altså ikke længere optage gæld for at betale de 5%. Der er dog nogle ”smuthuller”, som at du f.eks. godt må bruge din kassekredit hvis du har en, men du må ikke optage en ny eller højere kassekredit for det.


Bankerne kigger helt konkret på følgende:

Hvor stor er indtægten?

Hvor stor er de faste udgifter?

Hvor meget skylder man?

Og hvor mange penge kan man selv ligge? Disse bliver regnet som de 5%.

Hvis du har sparet 100.000 op fra de gyldne konfirmationsdage (seriøst, børn får de vildeste konfirmationsgaver jo!) og kan ligge dem som udbetaling, så har man til udbetalingen til en bolig på 2.000.000 kroner. Derudover skal ens indtægter stemme overens med afbetaling selvfølgeligt.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Gode apps til husprojekt