DIY Væg til væg bogreol

dsc00251

Alle materialerne er sponsoreret af Silvan

Vi har længe gået og ventet på, at få tid til at bygge en af de ting, som jeg har glædet mig mest til. Vores diy væg til væg bogreol, som skal omfavne åbningen fra stuen ind til spisestuen. Materialerne til projektet har kostet ca. 3.000 kroner. Hvis en snedker skal bygge det, koster det nemt 20.000 kroner.

Da vi i sin tid købte huset, skrev jeg til Silvan for at høre, om de ikke kunne tænke sig at bytte materialer for en DIY guide til hvordan man bygger sådan en reol. Det ville de gerne. Vi havde allerede bestemt os for hvordan vi ville bygge reolen, men efter en lang snak med en Silvan medarbejder, skiftede vi kurs mod et noget simplere projekt.

Læs hvilke materialer man skal bruge her

Et lille heads up, inden I kaster jer ud i dette projekt: Man skal være sindssygt millimeter præcis og koncentrere sig helt vildt meget – ellers går det galt. Det skal på ingen måde, være det første DIY-projekt man kaster sig ud i. Sværhedsgraden er relativ høj og der er enormt meget logisk tænkning. Derudover kan jeg anbefale at få Silvan til at skære træet til på deres træværksted. Det har sparet os for en del tid og en masse mulige udfordringer. En maskine skærer bare mere præcist, end en fugtsvans eller rundsav hjemme i kælderen. Derudover tager det tid at bygge den. Hvis man virkeligt knokler på, kan man bygge den på en weekend. Vi brugte omkring 3 uger on-and-off på at gøre den helt færdig.

dsc00199

Hele reolen er limet og sat sammen med dyvler. En dyvel er en lille træpind, ligesom dem man finder i IKEA-møbler.

For at dyvle skal man altså lave et hul i de to stykker træ, som skal sættes sammen, og så kan man samle dem med en klat lim og en dyvel. Det er altså smart nok. Vælg så store dyvler som muligt. Jo større de er, desto bedre holder de. Dem vi brugte var 8mm. Der skal 4 dyvler til hver hylde (2 i hver side).

dsc00236

Vores reol er delt op i 3 dele. Den venstre del byggede vi først og satte op. Så byggede vi højre del og satte op. Til sidste byggede vi toppen og satte på. Herefter spartlede vi alle skruer, sleb kanter der hvor det var en smule ujævnt, og til sidst fik den 3 lag hvid maling. Nogle steder kunne den endda godt have brugt 4 lag.

diy væg til væg bogreol
dsc00198

Step 1

Mål grundigt op og tegn reolen på et papir. Hvor mange rum skal den have? Vores rum på venstre side er 30 cm dybe og 50 cm brede og omkring 46 cm høje. På højre side er de 30 cm dybe, 55 cm brede og omkring 55 cm høje. Det hele er udregnet efter hvor mange rum vi gerne vil have i forhold til hvor høj og bred reolen skal være. Det vil altså være andre mål I skal operere med. Her kan jeg ikke guide mere end at være meget præcise i opmålinger og udregninger. Husk at tage højde for tykkelsen på materialet i arbejder med. De MDF-plader vi har brugt er 22mm tykke.

dsc00196

Step 2

Få Silvan til at skære alle pladerne til (eller gør det selv), så de passer jeres reol. Vores to sidestykker i reolen er bygget op af lange lodrette plader, og små vandrette plader til at lave hylderne. På det øverste stykke, som går henover dørkarmen er det omvendt. Her har vi brugt lange vandrette plader og korte lodrette plader, til at opdele rummene.

Så mål: De to sidestykker skal have lange sider, og små hyldesatser i midten. Den øverste del skal have lang bund og top, og små ”rumdelere” inde i. 

 dsc00218

Step 3

Når alle pladerne er skåret, skal de nummereres så I kan huske hvad der hører hvor til, samt at skrive på alle stykkerne hvad der er top og hvad der er bund. F.eks. på de lange sidestykker skal I kunne kende forskel på om det er den side der peger ind mod væggen, eller den side som peger den anden vej. Derudover skal i vide hvilke side der er hyldernes top og bund. En god idé er at starte med den ene side – så bliver det ikke så uoverskueligt. I må selv om hvilket huske-system i bruger, så længe I kan huske det. Vi skrev 1 top, 2 top, 3 bund, 4 top osv. til alle hylderne og på de lange stykker skrev vi ”1 væg” ”1 dør” osv.

 dsc00209 dsc00216 dsc00220 dsc00223

Step 4

Alle pladerne skal have huller til dyvlerne. Når man køber dyvler, skal man købe et dyvel-sæt, som indeholder et bor til boremaskinen, samt dyvler og nogle små jern-spidse, som man skal bruge til at sætte mærker i pladerne med. Jern-spidsene putter man ned i de to huller på den ene plade, som man først borer. Vi borede først i midten af en hylde. Så målte vi meget nøjagtigt hvor hylden skulle sidde på den lange plade, og så maste vi hylden ned i pladen. Så efterlader de to jern-spidse to små mærker, og så ved man hvor man skal bore for at de to stykker kan dyvles perfekt sammen. Det fortsætter man med, indtil alle hylder og langstykkerne har huller i begge sider. Undtaget de to yderste langstykker.

dsc00229 dsc00230

Step 5

Når alle hylder og langsider har huller og passer til hinanden, kan man samle reolen. Dette gør du ved at tage den yderste langside først, lægge den på gulvet, putte en smule træ-lim ned i alle hullerne og stikke en dyvel ned i alle hullerne. Så tager man alle hylderne og putter lim ned i hullerne på den ene side, og presser hylden ned på dyvlerne på langsiden. Man kan med fordel sætte en nedsænket skrue i nogle af langsiderne ind i hylderne – så er man 150% sikker på at hylderne holder. Den måde bygger man række på række. Denne fremgangsmåde bruger man på både venstre og højre side af reolen.

dsc00234 dsc00235

Step 6

Når begge sider er bygget og sat op, så skal toppen bygges. Her skal man på den ene lange plade lave huller og dyvle de små rumdelere. Herefter sættes den op på de to reolstykker, som er bygget. Når den sidste lange plade, som er toppen af reolen, skal sættes fast, har vi købt vinkelbeslag og sat pladen og rumdelerne sammen på dén måde. Der var ikke plads fra loft og ned til pladen, til at vi kunne ”slå” pladen på plads med dyvler.

dsc00237-2

dsc00239 dsc00240

Step 7

Nu skal den sikres til væggen. Vi har sat reolen fast med 4 store vinkelbeslag til væggen – den er solid as a rock. Derefter skal der spartles synlige skruer, slibes ru eller ulige kanter og så skal den have 3 lag maling.

 

I skal endeligt skrive i kommentarfeltet hvis I har spørgsmål. Derudover kan jeg virkeligt anbefale kundeservicen i Silvan. Vi var simpelthen så tilfredse med hele forløbet. Held og lykke! Jeg håber at det går godt med projektet!

Mit yndlings møbel – Kaare Klints Safaristol

safaristol

kaareklint

Jeg ejer mange smukke ting, men ingen smukkere end mine to Safaristole af Kaare Klint. Begge stole har jeg fået af min farmor og farfar, og dette giver dem selvfølgeligt endnu mere historie og kærlighed, end hvis det var nogen jeg havde fundet på DBA.

Min farmor og farfar er nogle af de mest stilsikre og stilbevidste mennesker jeg kender, og jeg ser enormt meget op til dem. Selvfølgeligt på mange områder, men især deres sans for æstetik, kunst og dansk design er meget misundelsesværdig.

Der er heller ingen tvivl om, at jeg har min kærlighed og forståelse for kunst, fra min fars side af familien. Både min far, farmor og farfar har været gode til at tale med mig om kunst, og forklare mig vigtigheden i at berige sit hjem med ægte og originale værker.

Det samme gælder sig for dansk design – og er Kaare Klints Safaristol ikke nærmest et kunststykke i sig selv?

Stolene har af to omgange, fulgt mig siden jeg var teenager. Det var altså dengang, mine veninder vidste hvad Diesel, Miss Sixty og Killah Babe var – og egentlig var skide ligeglade med hvem Kaare Klint var. Sådan er det ikke længere, og det er jo egentlig sjovt.

Det er sjovt at sidde år efter år i sin lærredsstol og se hvordan tendenserne og trendsene forandrer sig, alt efter hvilke store bloggere der smider deres kærlighed på klassikerne.

Men klassikerne foregår nu aldrig – jeg vil vove at påstå, som min farmor siger, at det aldrig er en dårlig investering at købe dansk design eller kunst. Det går hverken af mode at være original eller modig. Heller ikke i indretningen.

Jeg ved nu ikke hvor modig jeg synes min Safaristol er, men smuk og dejlig – dét er den! Og så fungerer den endda som en pragtfuld kanin-base for Don Domingo. Han ligner vel sin ejer.

Hvilket møbel er jeres yndlingsmøbel?

Moodboard: Bogreol

bogreol

Alle billeder er fundet på Pinterest – se min profil her

 Jeg har, siden jeg kan huske, ønsket mig en bogreol som fyldte hele væggen. Den skal være integreret i væggen, og følge rundt om døre og radiatorer. Heldigvis har jeg købt et hus, hvor jeg kan få udlevet alle mine drømme – og det er egentlig rart nok. Jeg skal ikke længere skrive en mail til min udlejer med projekter, hvor svaret hver gang er et stort nej-tak-herfra. Fremadrettet er alle projekter store ja-tak-herfra.

Morten og jeg skal selv bygge bogreolen. Jeg ved ikke hvordan man gør, eller hvad det kommer til at koste – men det finder vi jo nok ud af. Vi har indtil videre sat 1.000 kroner af til projektet – så må vi se om det holder. Jeg laver en guide til hvordan man bygger sådan en væg, når vi først har knækket koden – så kan I også gå i gang, skulle det have interesse.

Vi skal have væggen som bogreol inde i stuen, på den væg, hvor der er franske døre (som vi fjerner) og med indgang til spisestuen. Shit så pænt det bliver.

Vidste i at to stuer i forlængelse af hinanden hedder stuer en-suite (sagt på fransk)? Jeg havde engang et job, hvor jeg lavede boligvideoer til ejendomsmæglere og havde lavet et par videoer, hvor jeg skrev at det var to stuer og en suite – inden jeg blev stoppet. De må have været så skuffede, dem som skulle ud og se huset – Hvor er suiten?

Overordnet opsummering, så er en bogreol som væg et gør det selv projekt, som er med i første-projekter-puljen, så det betyder at det er en af de ting, som vi gør i første omgang. Budgettet håber vi på at kunne holde på 1.000 kroner alle materialer inklusiv – og jeg laver en guide til hvordan man bygger sin egen. Jeg glæder mig til at få min helt egen bogreol!

Ægte tæpper

ægte tæpper

Tæppe 1 her – Tæppe 2 her – Tæppe 3 her – Tæppe 4 her – Tæppe 5 her – Tæppe 6 her

Ægte tæpper er en sjov ting, synes jeg. Jeg har altid haft et hade forhold til dem, da jeg var yngre – for mine forældre har altid haft ægte tæpper. Ligeså har min farmor og farfar og min mormor og morfar. Min morfar har sågar en lille kam, som han reder endehårene på tæpperne med, så de ligger sirligt og fint. Første gang jeg hørte det, synes jeg at det var det mærkeligste i hele verden, men efter jeg har tænkt over det synes jeg at det ser rodet ud, når enderne på tæpper ikke ligger snorlige. Klip til mig i Horsens, der reder mine tæpper hver dag, og ikke har nogen venner. Klip tilbage. Jeg elsker ægte tæpper og synes at det giver et hjem personlighed, kant og hvis man har det rette, så er det et stykke kunst man har liggende på gulvet.

Desværre er det ikke en billig kærlighedsaffære jeg har mig. Vores tæppebudget ligger på 4.000 kroner og jeg vil gerne have to. Et til spisestuen og et til stuen. Heldigvis er Google min bedste ven, og efter et stykke tid fandt jeg (læs: Morten) frem til RugVista hvor 2 tæpper til i alt 4.000 kroner slet ikke er utopi. Lige nu står valgene imellem de seks ovenstående. Vi har endnu ikke besluttet os for hvilke to af de ovenstående det bliver til.

Hvad synes i om tæpper? Er i mest til marokkanske, kelim eller gabbeh?