Når man skal i banken og spørge om lov

banken

Banken var det punkt, som jeg klart magtede mindst. Jeg er generelt typen, som let giver op når det kommer til ord som F!, fastforrentet, obligationer og tinglysning. Godnat! Heldigvis er Morten yderst begavet på det område, og kunne derfor forstå det, som jeg hørte som russisk, komme ud af vores ellers søde bankdame. Det viste sig dog, hverken at være farligt eller uforståeligt. Da vi fik et nej fra vores egen bank, var det en kæmpe mavepuster og vi stod begge meget uforstående tilbage. Heldigvis hankede vi op i os selv, og undersøgte markedet. Det endte jo meget godt, kan man sige.

Banken skal selvfølgeligt godkende et huskøb inden man hiver det slidte og misbrugte dankort frem. Man kan vælge at gøre det på to måder:

1. Banken kontaktes inden boligjagten går ind. Da får man et købsbevis på et beløb, som er fastsat af banken. Fordelen ved dette, er at din boligjagt er realistisk og målrettet fra start. Din bank giver dig et ”gavekort” på hvad du må shoppe hus for. Man kan slå hurtigere til, hvis man falder over den perfekte bolig, og skal ikke vente på at banken først skal godkende boligkøbet, hvis den rammer indenfor det tilladte beløb.

2. Man kan også, ligesom vi gjorde, kontakte banken når man har en konkret bolig, som man er interesseret i. Skal jeg gøre noget om, vil jeg klart gøre det i den førnævnte rækkefølge. Det er sgu nederen at forelske sig i et hus, som man kun måske/måske ikke har råd til. Vi havde heldigvis, men vores egen bank sagde nej. Vi gik til en anden bank, som sagde ja.

Uanset hvilken rækkefølge man vælger, så er det som altid, en god ide at undersøge muligheder forskellige steder. Det er altså ikke unormalt at der er mellem 400.000 kr og helt op til næsten 1 million kroner til forskel i hvad bankerne vil låne en. Derudover er der også penge at spare, hvis man går efter banker med en lav rente på banklånet. Banklånet er det dyreste af de to lån, som man optager – og der er derfor mange penge at hente, hvis man kan få lånet til en lav rente.

Derudover er der forskel på hvordan banker indregner de forskellige udgifter til huskøbet. Nogle banker vælger at ligge udgifter til tinglysning og advokat ind i real kredit lånet, hvor andre banker vil have udgifterne ”up front” sammen med de 5% af boligens værdi.


Inden man besøger banken, er det også en god idé at have styr på de papirer, som banken skal bruge. Det er ofte de seneste 3 lønsedler, diverse papirer fra Skat, samt et detaljeret budget over forbrug. De fleste netbanker giver i dag muligheden for nemt at ligge et budget. Det er meget tidsbesparende, hvis man har gjort det på forhånd. Budgetlægning er generelt en gave man bør give til sig selv – jeg er tæt på at sige, at det er balsam for sjælen (sådan; revisor-grå-mus-men-meget-rart-og-voksent-balsam)

Afslutningsvis er det vigtigst at vide hvor meget man kan ligge i huset selv. Beløbet svarer til 5% af boligens værdi. De penge kan man ikke længere låne sig til. Der er nogle særregler for førstegangskøbere, hvis ens indtægt er meget højere end ens låneudgifter, men det er sjældent at disse kommer i brug. Man må altså ikke længere optage gæld for at betale de 5%. Der er dog nogle ”smuthuller”, som at du f.eks. godt må bruge din kassekredit hvis du har en, men du må ikke optage en ny eller højere kassekredit for det.


Bankerne kigger helt konkret på følgende:

Hvor stor er indtægten?

Hvor stor er de faste udgifter?

Hvor meget skylder man?

Og hvor mange penge kan man selv ligge? Disse bliver regnet som de 5%.

Hvis du har sparet 100.000 op fra de gyldne konfirmationsdage (seriøst, børn får de vildeste konfirmationsgaver jo!) og kan ligge dem som udbetaling, så har man til udbetalingen til en bolig på 2.000.000 kroner. Derudover skal ens indtægter stemme overens med afbetaling selvfølgeligt.

Gode apps til husprojekt

apps

Det er en smuk tid, at være til i. De digitale og mobile muligheder gør seriøst alting (næsten) nemmere. Især med et husprojekt. Morten og jeg har ikke én eneste gang åbnet lokalavisen for at kigge på huse – det hele er foregået på mobilen. Det er en tidsrøver af kalibrer – dét skal man være forberedt på, men der er jo balance i alting. På grund af mit arbejde er jeg nok mere online end gennemsnittet – også i min fritid. Det er her jeg begår mig bedst og jeg elsker alle de muligheder som er der. Omvendt opsøger og oplever jeg nok også flere kulturelle ting end gennemsnittet, og sådan ender vi tilbage til balancen. Ingen firkantede øjne endnu.

Jeg vil gerne give jer et overblik over, hvilke apps vi har brugt meget, i forbindelse med husprojektet. Det er både inden huskøb, under forberedelserne og også hvilke apps vi kommer til at få glæde af, imens renoveringen står på.

Alle de apps jeg henviser til findes til iOS – Jeg ved ikke om de også findes til Android og Windows.

Boligsiden – gratis

Boligsiden er egentlig en hjemmeside, som har lavet en app. Her er næsten alle boliger på markedet samlet, på tværs af mæglere. Der er mulighed for at opsætte et filter, så du søger specifikt på dine kriterier. App’en er brugervenlig. Vi tjekkede den dagligt, da vi kiggede på hus – og jeg synes stadig at det er sjovt at kigge på huspriser i området. Så er man sgu da voksen!

Man kan også finde informationer, såsom hvor længe huset har ligget til salg på tværs af mæglere – dette kan hjælpe, hvis man ender med at ville ligge et bud.

IKEA – gratis

IKEA app’en er herre smart. Hele deres produktsortiment ligger på app’en, og man kan indtaste sit IKEA-Family medlemsnummer og bare scanne telefonen, i stedet for at rende rundt med et plastikkort i pungen. Gratis kaffe – hurra!

Pinterest – gratis

Jeg er ret overbevist om at de fleste piger kender Pinterest app’en. Jeg bruger den enormt meget til inspiration. Jeg har delt mine boards op i ”DIY” ”Hus” og ”Have”. Det er rart at have et billede kartotek, så jeg kan pege og fortælle til Morten, når han ikke forstår hvad det er jeg mener. ”Metro-væg” var f.eks. et begreb som tog lang tid at forklare – så er det altså nemmere at pege og sige ”Det er dét her jeg mener”.

Youtube – gratis

Udover at stene ”Goats that sound like human” så bruger vi begge Youtube meget til renoveringsprojekter. Det er virkeligt lækkert at man kan slå næsten alt op! Hvordan sætter man et køkken op? Hvor bygger man en reolvæg? Hvordan laver man en metrovæg? Alles! Jeg har også planer om selv at lave nogle DIY-videoer, som kan smides på bloggen. Jeg får i hver tilfælde selv helt vildt meget ud af at se andre gøre det. Det er nogle gange nemmere at forstå, ned når der er billede guides.

Instructables – gratis

Denne app bruger jeg ikke selv, men Morten stener det virkeligt meget. Det minder lidt om Pinterest, men er meget mere guide-fokuseret, end rene billeder. Det er et slaraffenland for gør-det-selv projekter. Det er blandt andet her Morten fik ideen til at bygge en spillearkademaskine (omg).

Har I brugt nogle apps? Udover netbank og e-boks, som også er flittigt brugt herhjemme til budgettering og kedelige (læs: vigtige) papirer.

Plan B

Renovering

Sådan ser vores køkken ud lige nu

Gode gamle Plan B. Den er dejlig at have, men ualmindeligt træls at skulle tage i brug. Jeg havde helt alvorligt ikke regnet med at vi skulle omprioritere, men det bliver vi nødt til. Ovenpå sidste weekends lidt ubehagelige overraskelse, har vi måtte synke nederlaget og tænkt i løsninger. Nu hvor løsningerne er fundet på problemet, skal alle andre remedier tilpasses løsningen. Både tidsplanen og økonomien skal ændres på. Det brugte vi tirsdag og onsdag aften på.

Tidsplan er sådan set fint nok. Jeg har en idé om at jeg gerne vil være overordnet klar i starten af juli. Med overordnet mener jeg at alting skal være malet og køkkenet skal være sat op.

Økonomien var derimod en stridbas. Morten og jeg kiggede på det sammen, og jeg kunne mærke at jeg blev helt vildt sur på ham, over at jeg ikke længere kunne få de ting, som vi havde aftalt at vi skulle have. Det var simpelthen så irationelt, for det er jo på ingen måde nogens skyld. Da jeg 5 sekunder efter surheden, blev klar i hovedet besluttede jeg mig for, hverken blive sur eller ked af det over situationen. Det får man sgu ikke noget ud af. Det er hvad det er, og vi vidste at der var en risiko ved at købe et gammelt hus.

Situationen er nu den, at vi har udskudt nogle energiforbedrende projekter, som vi kan lave i løbet af året. Vi har udskudt en tørretumbler – sådan en har man alligevel ikke brug for om sommeren – og værst af alt – så nedprioriterer vi fliserne i køkkenet. Min elskede metrovæg, som jeg har glædet mig så meget til. Det er noget af det, som binder hele rummet sammen, og gør det til noget andet end bare et IKEA køkken. Men ja, shit happens. Vi må tage det, når vi har sparet sammen igen. Det er heldigvis ikke et helt uoverskueligt beløb, som vi skal have skrabet sammen, for at lave den væg. Plan B er i hvert tilfælde lagt og kørt i stilling. Nu må vi se om vi får brug for en plan C.

P.s. Så flytter vi alle vores ting ind i huset i morgen OG vi får internet i over morgen. Home is where the Wi-Fi is, som man siger (gu’ gør man ej).

Prioriteringer: Renovering

renovering

Når man, som Morten og jeg, køber en gammel bolig, så kan det være fristende at skifte alting ud med det samme. Forestil jer min skuffelse, da jeg fandt ud af at vi skulle prioritere! What! Jeg vil jo have det hele og helst i går. Nå, Morten har talt og sat sin økonomifod ned, og så må jeg bide det i mig og lave en liste.

Ej, jeg vidste godt at det ikke både var badeværelse, køkken, værelser, stuer, kælder osv. på samme gang. Der er dog nogle ting, som går hånd i hånd. F.eks. vil vi gerne male trægulvene med hvid epoxy og vi vil også have nyt køkken. Det har vi derfor prioriteret at gøre på samme tid.

Det er klart prioriteringerne, som havde taget længst tid og lagt mest op til diskussioner imellem os. Heldigvis bliver vi ofte enige og jeg kan godt se den økonomiske logik i tingene, ligeså vel som Morten kan se det visuelle aspekt og glæden i at bo i noget, som er pænt.

Vi satte os ned og skrev vores prioriteringer ned. Derefter undersøgte vi hvor mange penge vi skal sætte af til at få lavet de forskellige ting.

Morten har derefter lavet et excel-ark, hvori vi har plottet de forventede udgifter og de egentlige udgifter ind i. På den måde kan vi følge med i budgettet og prioriteringerne. Skulle det ske, at vi bruger færre penge end forventet på et projekt, så kan vi gå videre med næste prioritering. Skulle det derimod overskride budgettet, så ved vi også hvor vi skal stoppe og spare op til næste gang. På den måde undgår vi også at håndplukke på listen, og ende med at have lavet en masse småting, som vi har råd til – men derimod ikke får råd til at lave en af de store projekter, som vi har prioriteret højere, før om lang tid. Så hellere sige stop og spare de resterende penge op til næste prioriteringsprojekt.


Vi har valgt at prioritere:

– Nyt køkken

– Gulve på stueetagen og første sal

– Vægge og lofter på stueetagen og første sal

– Terrassen

Vi prioriterer ikke dette i første omgang:

– Haven

– Badeværelserne

– Kælderen

– Udvendig renovering


Vi har også noget at se til, men vi glæder os så meget! Nu er der under 100 dage til at vi overtager huset og kan komme i gang. De ting, som vi ikke prioriterer i første omgang er noget som vi gerne vil have lavet på et tidspunkt, men det må blive når pengene er til det. Måske til næste år?

Hvad tænker I om prioriteringerne?

Hvad sker der efter godkendt bud?

godkendt bud Jeg havde egentlig slet ikke sat mig særligt meget ind i hvad der skulle ske efter budrunderne og godkendt bud. Jeg regnede nok bare med at der var en voksen, som ville tage mig i hånden og sige ”Kom, nu har du købt et hus. Du skal lige skrive under her. Farvel”. Det skete selvfølgeligt ikke. Eller, Morten tog mig i hånden og sagde ”Kom, nu skal vi tage stilling til de her milliard ting”.

Man skal selvfølgeligt skrive under på købskontrakten. Det sker typisk på mæglers kontor. Nogen gør det alene, andre gør det sammen med sælger. Vi gjorde det sammen med sælger, og det var egentlig rigtig dejligt at få sat billede på hvem de var og visa versa for dem.

Når kontrakten er underskrevet er der de famøse 6 dages fortrydelsesret – så tingene skal gå tjept lige pludseligt!


Man skal have styr på følgende:

Advokat

Der er nogen, som vælger ikke at få en advokat til at kigge tingene igennem, men det valgte vi uden at blinke med øjnene. Jeg skal ikke have på min kappe, at der pludseligt opstår noget, som vi ikke havde set i kontrakten. Men hvordan finder man egentlig lige en advokat uden at have en tilknyttet i forvejen? Vi smed Google-kortet, og endte med et meget kompetent advokat bureau, som er bosat i København, men ville tage det hele over telefon. Det satte vi ret stor pris på, for vi havde ikke tid til at tage fri fra arbejde og speciale til at rende rundt til møder hele tiden. Når man har en advokat tilknyttet, så skriver man under på kontrakten med et advokat forbehold. Det vil sige, at en advokat kan uden yderligere begrundelse sige nej til handlen, og så kan man slippe 100% gratis ud af kontrakten indenfor 6 arbejdsdage. Hvis man ikke har en advokat, og vil ud af kontrakten inden de seks dage, så skal man betale 1% af købsprisen for at komme ud af den.

Banken

Enten har man fået godkendt prisen inden, ellers skal banken også godkende buddet. Det er ofte realkreditinstituttet som mangler at godkende. Man kan i kontrakten også skrive under med et bankforbehold, skulle de sige nej. Så er det også indenfor 6 arbejdsdage.

Forsikring

Nu hvor vi skylder det halve kongerige væk sammen, så skal vi selvfølgeligt også forsikre hinanden. Når man ikke er gift, så arver nærmeste familie, skulle der ske noget med en. Uanset om man har boet sammen i 1 uge eller 100 år. Det kan godt være at Morten i mit hoved er min nærmeste familie, men den går åbenbart ikke i retten. Vi skulle derfor tage stilling til om vi vil krydsforsikre hinanden, eller forsikre os selv med hinanden i arv. Vi valgte nummer 2. Lige denne del, tænker jeg ikke at man kan diskutere helt vildt meget. Det skal være det, som føles rigtigt for den enkelte.

Ejerskifteforsikring

Dette er en forsikring, som man tegner sammen med sælger. Den forsikrer begge parter, skulle vi finde noget i huset, som er kritisk og ikke stod i tilstandsrapporten. Jeg uddyber i et andet indlæg hvordan man vælger en ejerskifteforsikring.

Older posts