Mit yndlings møbel – Kaare Klints Safaristol

safaristol

kaareklint

Jeg ejer mange smukke ting, men ingen smukkere end mine to Safaristole af Kaare Klint. Begge stole har jeg fået af min farmor og farfar, og dette giver dem selvfølgeligt endnu mere historie og kærlighed, end hvis det var nogen jeg havde fundet på DBA.

Min farmor og farfar er nogle af de mest stilsikre og stilbevidste mennesker jeg kender, og jeg ser enormt meget op til dem. Selvfølgeligt på mange områder, men især deres sans for æstetik, kunst og dansk design er meget misundelsesværdig.

Der er heller ingen tvivl om, at jeg har min kærlighed og forståelse for kunst, fra min fars side af familien. Både min far, farmor og farfar har været gode til at tale med mig om kunst, og forklare mig vigtigheden i at berige sit hjem med ægte og originale værker.

Det samme gælder sig for dansk design – og er Kaare Klints Safaristol ikke nærmest et kunststykke i sig selv?

Stolene har af to omgange, fulgt mig siden jeg var teenager. Det var altså dengang, mine veninder vidste hvad Diesel, Miss Sixty og Killah Babe var – og egentlig var skide ligeglade med hvem Kaare Klint var. Sådan er det ikke længere, og det er jo egentlig sjovt.

Det er sjovt at sidde år efter år i sin lærredsstol og se hvordan tendenserne og trendsene forandrer sig, alt efter hvilke store bloggere der smider deres kærlighed på klassikerne.

Men klassikerne foregår nu aldrig – jeg vil vove at påstå, som min farmor siger, at det aldrig er en dårlig investering at købe dansk design eller kunst. Det går hverken af mode at være original eller modig. Heller ikke i indretningen.

Jeg ved nu ikke hvor modig jeg synes min Safaristol er, men smuk og dejlig – dét er den! Og så fungerer den endda som en pragtfuld kanin-base for Don Domingo. Han ligner vel sin ejer.

Hvilket møbel er jeres yndlingsmøbel?

Er dine plakater i orden?

plakater1

Gulvet er et værk af Erik A. Frandsen, som kan ses på Horsens Kunstmuseum

Et indlæg som jeg har tænkt længe over, og som jeg har været meget i tvivl om overhovedet skulle skrives, er dette. Rolig nu, det er ikke min livshistorie, som I skal belemres med, med derimod en opfordring om stillingstagen til det du køber og hænger på væggene.

En af grundende til at jeg ikke vil skrive det, er fordi jeg synes folk skal blande sig udenom hinandens sager herunder indretning. Der er ikke nogen, som skal diktere hvad man må og ikke må have i sit hjem. Jeg mener godt at jeg må have en holdning til det, når jeg bliver spurgt – så nu spørger jeg jer.

Er det i orden at man som forretning sælger plakater med citater skrevet med en font, som man ikke selv har lavet eller har rettighederne til? Det sker så ofte at jeg falder over webshops, som forhandler plakater med slogans som ”Love, Live, Laugh” i en font, som jeg ved de ikke selv har lavet. Er det kunst så? Er det kunst at skrive tre ord med en font, som man har downloadet fra nettet? Nu skyder jeg også med skarpt, men som man sikkert ikke engang har betalt for at få rettighederne til? Altså rent juridisk er det ulovligt, hvis man ikke har rettighederne til det, men hvordan har I det med det?

Det samme spørgsmål kan jeg stille, men i stedet for et citat, så med et billede fra Shutterstock. Her er jeg mere overbevist om at forretningen trods alt har købt rettighederne til billedet, men ingen steder på webshoppen fremgår det hvem kunstneren bag Shutterstock billedet er, eller at det rent faktisk ér købt på Shutterstock. Er det kunst at købe et ”unikt” motiv og sælge det videre på papir? Er det derudover at lyve overfor kunden, når det ikke står skrevet at motivet er købt og betalt blandt 1.000 andre motiver, som alle for en lille sum penge kan købe rettighederne til? Så vil jeg mene at det ikke længere kan betegnes som noget unikt.

Jeg synes at den tendens med print-kunst er rigtig ærgerlig. Ét fordi de langt hen ad vejen er forretningen og ikke kunstneren som får sit navn ud, eller pengene i lommen. To, fordi jeg er bange for at vi glemmer at sætte pris på rigtig kunst. Vi går mere op i at farven på plakaten skal høre sammen med HAY-puden. Når vi så skifter puden ud, gør vi det samme med plakaten.

Hvad tænker I over når I køber prints eller kunst? Jeg går selv rigtig meget op i det, og blev også meget overrasket over hvor stærkt jeg reagerede da jeg så de pågældende webshops. En følelse af uretfærdighed ramte mig, og det til trods at jeg aldrig selv har været kunstner.

Jeg vil gerne slutte af med at skrive, at jeg godt ved at jeg lægger lidt upartisk op til en debat i ovenstående indlæg. Min holdning skinner igennem, men jeg vil helt oprigtigt gerne høre andres meninger, også selvom at de er anderledes end mine.

Sommerudstilling på Horsens Kunstmuseum

sommerudstilling på horsens kunstmuseumMinimale animale (2015) af Nanna Abell

sommerudstilling på horsens kunstmuseumCajita Feliz 4 (2014) af Nanna Abell

sommerudstilling på horsens kunstmuseumAfghan Hound (2011) af Lilibeth Cuenca Rasmussen

sommerudstilling på horsens kunstmuseumOne of those days days (2014) af Michael Kvium

sommerudstilling på horsens kunstmuseumMenneskestenen (2011) af Nikoline Liv Andersen

For et par uger siden blev vi inviteret på åbningen af den nye sommerudstilling på Horsens Kunstmuseum. Udstillingen hedder Skulptur – Fra Ib Braase til Nanna Abell. Værkerne er alle fra museets samling, og breder sig aldersmæssigt fra den yngste, Nanna Abell til den ældste – Ib Braase. Udover skulpturerne, er væggene også udsmykket med smukke værker.

Det store værk af Nikoline Liv Andersen, Mennesketstenen, fungerer som centralt værk for udstillingen. Sjældent har en installation fyldt så meget i rum og i sind. Det gav helt gåsehud at betragte den fra afstand, men også at bese alle detaljerne i det enorme værk. Jeg kan anbefale jer at tage ind at se udstillingen, bare for dette værk!

Udover Menneskestenen har Horsens Kunstmuseum trukket det helt tunge skyts ud. Værker af Erik A. Frandsen, Michael Kvium og Christian Lemmerz pryder væggene. Uanset om man er til Kvium eller ej, kan man ikke andet end at dvæle ved håndværket og teknikken. Mit yndlingsmaleri på museet er også hængt op nede i stueetagen – Fælledvej af Erik A. Frandsen.

På trods af deres størrelse, har jeg sjældent oplevet så mange smukke værker samlet ét sted. Det er på ingen måde kedeligt, middelmådigt eller intetsigende at tage på visit oppe i Carolinenlund.

Et af værkerne; Prinsens Have fra 2014 er lavet af den nyligt afdøde unge bornholmske kunstner Emil Westman Hertz. Skulpturen blev lavet af kunsteren i forbindelsen med Horsens Kunstmuseums Venners Kunstnerpris i 2014. Skulpturen rummer blandt andet den sygdom, som Emil kæmpede med, og som tog ham for tidligt bort. Værket kan med fordel ses og forhåbentligt få en til at reflektere over hvad det er vi har. Både Prinsens Have og Emils andet værk Sygeleje er centrale skulpturer i sommerudstillingen.

Du kan holde dig opdateret på Horsens Kunstmuseums Facebookside her samt deres Instagramprofil her.

Rabbit Hole Festival 2016

rabbit hole festival

Som tidligere nævnt, har en af tingene som jeg har glædet mig enormt til at opleve, været Rabbit Hole Festivalen i Horsens. Jeg er sidenhen blev frivillig på projektet, og det er så sindssygt inspirerende og fedt, at se så mange mennesker samles om noget kulturelt.

Årets festival løber af stablen den 27-28. maj nede i og omkring Det Gule Pakhus. Programmet for årets Rabbit Hole Festival er i disse dage ved at tage sin endelige form og lyder enormt spændende, interessant og sanseligt. . Som en ny ting, vil man udover de to festivaldage, have muligheden for at opleve Rabbit Hole Festivalen i KUBEN på Søndergade i hele ugen op til festivalen. Her vil der være smagsprøver på kunst, musik og lyrik. Det hele rammet ind i undergrundskulturen, som er afsættet for festivalen.

Som noget nyt i år, vil festivalen i høj grad også henvende sig til børn og børnefamilier. Arrangementer såsom familieyoga, børnebands og kreative workshops. Det er en oplagt mulighed for at udvide ens egen horisont, men i dén grad også at eftergive sig til børns kreative og åbne sind.

Til festivalen i pakhuset vil man kunne opleve musik, kunst og poetry slam. Der vil endda være mulighed for at finde sin indre slammer ud, ved at deltage på en workshop, som er under kyndig vejledning fra poetry slammer Kim Linnet.

I kan alle selv følge med på Rabbit Hole Festivals facebook side her. Jeg håber at vi ses dernede. Jeg er jo ægte Horsensianer(?) ugen efter.

Horsens Kunstmuseum: Gudrun Hasle

gudrunhaslegudrun hasleI lørdags var Morten og jeg et smut forbi Horsens, for at deltage i åbningen af den nye udstilling på Horsens Kunstmuseum – How can I scrim af Gudrun Hasle.

Besøget blev desværre et kortere et af slagsen, da jeg havde noget influenza snigende, men jeg er glad for at vi kom afsted. Endnu gladere blev jeg, da vi kørte op til huset for at se på det, og at vi konstaterede at vi rent faktisk er naboer til kunstmuset og det fine Karolinenlund. Dér kan man bare se.

Åbningen var rigtig fin. Kunstneren, Gudrun Hasle, satte ord på hendes værk – et 14 gange 14 meter stort lærred, som hun arbejder på imens besøgende af museet går rundt og beundrer værker. Hendes ordblindhed bliver brugt meget direkte og er karakteristisk for Gudruns værker. Det giver en, jeg ved ikke om jeg skal kalde det humoristisk, men i hvert fald et skævt islæt. Man stopper op og betvivler om det er alvorligt, eller en gimmick. Hun ville ikke løfte sløret for hvad det var. Det giver egentlig rigtig god mening – min farfar har altid lært mig, at kunst skal irriterer. Hvis du køber et værk, som du synes er smukt og perfekt, så bliver det aldrig dit yndlingsværk – det perfekte er forbigående og du vil kede dig over værket på et tidspunkt – men hvis der er noget, som irriterer dig ved et værk, så vil du altid kunne vende tilbage til det, og beundre og betvivle. Det er ret interresant.

Gudrun Hasles hovedværk bærer sætningen ”I don’t know how to scream for help when I’m OK” hvilket ramte mig meget. Dilemmaet om hvor svært det er at sige at man egentlig ikke er okay, når man har det okay. Forstået som, at du har et godt job, en god kæreste, en fast bolig, et sikkerhedsnet i Danmark, sygeforsikring osv. Vi har det jo godt – så hvordan kan man så sige at man ikke har det så godt alligevel?

Gudrun Hasles udstilling på Horsens Kunstmuseum er let, fin og rammende. Jeg kan anbefale, hvis I har muligheden, at I tager derned i den kommende uge og hilser på kunstneren. Hun vil færdiggøre hovedværket på museet, inden hun tager tilbage til København igen.

Gudrun Hasles produktion indeholder video, fotografi, performance, tegning og ikke mindst broderi. I forbindelse med udstillingen ’How can I scrim’(how can I scream) vil publikum kunne opleve Gudrun Hasle arbejde på et kæmpe, broderet banner, særligt skabt til museets store udstillingssal i stueetagen. Banneret måler cirka 14 x 14 meter. Derudover vil værker af Gudrun Hasle kunne opleves i KUBEN på Søndergade fra den 2. -8. Maj. Banneret er et stedspecifikt værk der vil blive skabt til udstillingen på Horsens Kunstmuseum. – Uddrag af Horsens Kunstmuseums pressemeddelelse.

Older posts