Plan B

Renovering

Sådan ser vores køkken ud lige nu

Gode gamle Plan B. Den er dejlig at have, men ualmindeligt træls at skulle tage i brug. Jeg havde helt alvorligt ikke regnet med at vi skulle omprioritere, men det bliver vi nødt til. Ovenpå sidste weekends lidt ubehagelige overraskelse, har vi måtte synke nederlaget og tænkt i løsninger. Nu hvor løsningerne er fundet på problemet, skal alle andre remedier tilpasses løsningen. Både tidsplanen og økonomien skal ændres på. Det brugte vi tirsdag og onsdag aften på.

Tidsplan er sådan set fint nok. Jeg har en idé om at jeg gerne vil være overordnet klar i starten af juli. Med overordnet mener jeg at alting skal være malet og køkkenet skal være sat op.

Økonomien var derimod en stridbas. Morten og jeg kiggede på det sammen, og jeg kunne mærke at jeg blev helt vildt sur på ham, over at jeg ikke længere kunne få de ting, som vi havde aftalt at vi skulle have. Det var simpelthen så irationelt, for det er jo på ingen måde nogens skyld. Da jeg 5 sekunder efter surheden, blev klar i hovedet besluttede jeg mig for, hverken blive sur eller ked af det over situationen. Det får man sgu ikke noget ud af. Det er hvad det er, og vi vidste at der var en risiko ved at købe et gammelt hus.

Situationen er nu den, at vi har udskudt nogle energiforbedrende projekter, som vi kan lave i løbet af året. Vi har udskudt en tørretumbler – sådan en har man alligevel ikke brug for om sommeren – og værst af alt – så nedprioriterer vi fliserne i køkkenet. Min elskede metrovæg, som jeg har glædet mig så meget til. Det er noget af det, som binder hele rummet sammen, og gør det til noget andet end bare et IKEA køkken. Men ja, shit happens. Vi må tage det, når vi har sparet sammen igen. Det er heldigvis ikke et helt uoverskueligt beløb, som vi skal have skrabet sammen, for at lave den væg. Plan B er i hvert tilfælde lagt og kørt i stilling. Nu må vi se om vi får brug for en plan C.

P.s. Så flytter vi alle vores ting ind i huset i morgen OG vi får internet i over morgen. Home is where the Wi-Fi is, som man siger (gu’ gør man ej).

Moodboard: Bogreol

bogreol

Alle billeder er fundet på Pinterest – se min profil her

 Jeg har, siden jeg kan huske, ønsket mig en bogreol som fyldte hele væggen. Den skal være integreret i væggen, og følge rundt om døre og radiatorer. Heldigvis har jeg købt et hus, hvor jeg kan få udlevet alle mine drømme – og det er egentlig rart nok. Jeg skal ikke længere skrive en mail til min udlejer med projekter, hvor svaret hver gang er et stort nej-tak-herfra. Fremadrettet er alle projekter store ja-tak-herfra.

Morten og jeg skal selv bygge bogreolen. Jeg ved ikke hvordan man gør, eller hvad det kommer til at koste – men det finder vi jo nok ud af. Vi har indtil videre sat 1.000 kroner af til projektet – så må vi se om det holder. Jeg laver en guide til hvordan man bygger sådan en væg, når vi først har knækket koden – så kan I også gå i gang, skulle det have interesse.

Vi skal have væggen som bogreol inde i stuen, på den væg, hvor der er franske døre (som vi fjerner) og med indgang til spisestuen. Shit så pænt det bliver.

Vidste i at to stuer i forlængelse af hinanden hedder stuer en-suite (sagt på fransk)? Jeg havde engang et job, hvor jeg lavede boligvideoer til ejendomsmæglere og havde lavet et par videoer, hvor jeg skrev at det var to stuer og en suite – inden jeg blev stoppet. De må have været så skuffede, dem som skulle ud og se huset – Hvor er suiten?

Overordnet opsummering, så er en bogreol som væg et gør det selv projekt, som er med i første-projekter-puljen, så det betyder at det er en af de ting, som vi gør i første omgang. Budgettet håber vi på at kunne holde på 1.000 kroner alle materialer inklusiv – og jeg laver en guide til hvordan man bygger sin egen. Jeg glæder mig til at få min helt egen bogreol!

Instagram Inspiration – Kunst

instagram

@anotherballroom – @mdsmnch – @plantsonpink – @lyrumrammer – @limitedworks – @tank_artshop

Hvis du, ligesom jeg, har fået nok af brug-og-smid-ud-kulturen hvad angår kunst – så vil jeg anbefale dig at tage et kig på ovenstående Instagram profiler. Alle er indehavere af et smukt feed, spækket til randen med kunst som giver mening. Ikke kun nu, men også næste sæson, næste år – forhåbentligt hele dit liv.

Plantsonpink er et projekt, som jeg synes er kunst i sig selv. Billederne i feedet er ikke til salg.

Jeg håber at du vil tage et kig på dem. Måske de kan inspirere dig til næste gang du skal købe noget nyt til væggene, at investere i kunst, i stedet for at printe selv/købe prints. Du taber aldrig dine penge på kunstværker. Det kan altid betale sig. Enten som en investering, ellers som glæde og indhold til hjemmet.

Du kan også finde mig på Instagram @forstehus

Køkken: IKEA 3D planner

køkken2

køkken1

Som nævnt tidligere, så har Morten og jeg to forskellige indgange til flere af projekterne. Jeg har det visuelle aspekt og Morten har en funktionel og praktisk vinkel på det. Heldigvis går det rigtig godt sammen og jeg er overrasket over hvor godt projekterne spiller. Vi har selvfølgeligt nogle uenigheder – som f.eks. at jeg ikke må få en 2 meter høj isvaffel i soveværelset. Jeg skal nok få den listet ind en dag!

Anyhow – Jeg har tidligere lavet et indlæg om hvilke visuelle tangenter vi spiller på ifht køkkenet (her), men Morten har taget det skridtet videre og har bygget det i IKEA’s 3D-planner.

Der er taget udgangspunkt i plantegningen, så målene er nok ikke præcise på centimeteren, men det giver et fornuftigt billede af hvad der kan lade sig gøre og vigtigere – hvad prisen på det vil blive.

Jeg har hørt forskellige holdninger til IKEA’s køkkener, men jeg har kun gode oplevelser med det, og vi kan få det køkken, som vi gerne vil have. Vi tilfører selv elementer, som ikke er fra det svenske varehus, for at skabe personlighed. Er det ikke altid sådan i livet? Der skal være lidt balance.

Vi har været ude og røre og se tingene med egne øjne – og jeg er kun positivt stemt. Jeg glæder mig så meget til at bygge det.

Hvis I vil prøve kræfterne af med at bygge jeres IKEA drømmekøkken og få en pris på det, så kan I gøre det lige her.

Hvad synes I om det? Vil I selv bygge køkken eller betale jer fra det hele?

LEGO architecture

lego

Du kan finde Eiffeltårnet her

Jeg starter lige hårdt ud: Jeg vil til hver en tid hellere have en Lego-figur til at stå i min stue end en Kähler Omaggio vase. I said it! It’s out there. Nå – det jeg egentlig gerne ville med dette indlæg, var at dele min glæde for Legos voksen-linie Lego Architecture.

Jeg kan ikke huske hvordan jeg opdagede det, men da jeg først have set det var der ingen vej tilbage. De konstruktioner er noget af det sejeste jeg har længe har set. Kasserne er flotte, produktet er dansk, man skal selv samle det, så det er sjovt at lave, og det bedste er at det pynter ret fint i et hjem. Det fungerer især godt, hvis man gerne vil have lidt maskulinitet ind i indretningen.

Det er oprindeligt en inkarneret Lego-fan, som var så passioneret at han opfandt sine egne modeller. De originale Lego Architecture er miniaturer af bygninger fra hans hjemby Chicago. Han lavede et gennemført koncept med brugsanvisning, det rette antal brikker og designet sågar også kasserne til det.

Lego købte konceptet og har sidenhen udvidet linjen med mange kendte og storslåede bygninger og konstruktioner fra hele verden.

Jeg ønskede mig Eiffeltårnet i julegave. Det var vidst en kamp at finde det, men det lykkedes da. Jeg samlede det på en aften og vil mene at den var relativ let at gå til. Man skal ikke være belært Lego-bygger for at bygge tårnet. Jeg forestiller mig at mange af de andre bygninger er meget sværere at lave. F.eks. Operahuset i Sydney eller Louvre i Paris.

Et godt tip til anderledes og sjov pynt til indretningen.